Jeg tog til Nicaragua med Silvia, udvekslingsstudenten fra Spanien, og hendes familie, the Martins. The Martins har Dimond M. Ranch, hvor de fleste turister bor i sommeren. De er meget religioese og super rare.
 |
| Josiah i poolen :) |
Vi overnattede i Texas hos deres familie på vej derned, og jeg kan kun sige at det er sandt hvad de siger. Everything is bigger in Texas ... (bortset fra hvis man tæller Alaska med. "Alaska. Has annoyed Texas since 1959!" haha). Men husene er alt for store og tomme ... Stort er åbentbart godt.
Vi hoppede i deres pool, selvom den var super kold, men siden vi var fra Alaska, var der intet for koldt til os. Åbentbart :b
Da vi kom til Managua, Nicaragua var der deeejligt varmt! dem der arbejdede i lufthavnen pegede på mig og hviskede, det var lidt underligt, men jeg går ud fra det er fordi jeg er blond. Jeg tog med Chuck (Ham fra Rotary som arragnerede for mig at jeg kunne komme derned), hans kone og Josiah, min "bror" mens jeg var dernede (Han er SIlvia og D. Anne's bror) hen til skolen som Rotary byggede i efteråret. Vi så den gamle skole, som var lige ved siden af en kæmpe energi fabrik eller hvad det nu hedder, og luften var super tyk. De byggede den nye skole, fordi børnene mistede stemmen, fik bylder og sådan af at gå i skole så tæt på fabrikken... Og den nye skole var rigtig flot.
 |
| Herman, Sister Augustine, Chuck, mig og Josiah |
Det gik køer, heste og kyllinger rundt på vejen helt tilfældigt ... det var lidt mærkeligt. Og der var skrald overalt.Nogle huse var af mursten, nogen var af pinde og tæpper eller hvad de nu kunne finde..
Vi spiste på en af de 100 TipTop restaurenter - det er kyllige fast food. Kylling er billigt, så det var næsten det eneste de spiste. Og solgte.
Vi overnattede på Project hope's base og naeste morgen koerte vi til Somoto oppe i bjergene. Vi havde en amerikansk skolebus vi koerte rundt i dernede :) Igen, der var masser af dyr som gik tilfaeldigt rundt.
Det var en missions tur eller hvad det nu hedder, naar man proever at sprede sin religion. Det betoed at alle folkene i gruppen, med undtagelse af Silvia og jeg var utroligt troende. De sagde at de respekterede at vi ikke var troende (Jeg havde ikke sagt om jeg var troende eller ej, men Silvia var god til at starte diskussioner). Men det var i hvert fald ikke sandt, for hver dag blev vi talt til i mindst en time om, hvordan Jesus ville goere vores liv bedre. Men det var okay. Vi havde ogsaa nogle faa samtaler der var flere timer lange, en af dem ca. 4 timer lang. Det var Silvia, D. Anne (Silvia's soester), Freddie (en 16 aarig fra Nicaragua som arbejdede paa basen) og jeg. Jeg snakkede med Freddie for kort tid siden, og han sagde at han stadig ber for SIlvia og jeg hver dag, for at vi en dag finder Christ.
Men det var en del af oplevelsen :) Jeg laerte en hel del om religion og Chuck gav mig en life application study bible, en af de bedste bibler man kan faa haha :D
Men i Somoto boede vi paa et hotel. Det var faktisk okay, der var bare en ting med bruseren, at naar man skulle slukke for vandet fik man stoed. Men vi fik aeg og ris og boenner (noget som de altid spiser, for det er billigt og smager godt), og nogle gange fik vi ogsaa pandekager :)
 |
| Det nye hus vi byggede. Familien Martin og familien vi byggede huset til. |
5 minutters koersel fra hotellet begyndte husene at se mindre og mindre ud - det var delen af byen, hvor vi hjaelpede. Vi havde otte familier, som alle levede i huse lavet af faa braedder, skraldeposer, taepper, etc. og vi arbejdede fem dage paa at bygge et hus til hver af dem. Husene vi byggede var en kvadrat med et traeskaellet, og halvvejs op puttede vi store beton blokke. Den oeverste halvdel var trae, og de fik ogsaa et tyndt fladt tag af en slags metal :) Det havde to udgange og var ca. 8x8 meter tror jeg. Maaske lidt mindre faktisk. Men det var plads nok. Vi så nogle af husene de havde bygget tidligere, og de havde delt dem op med lagener, så de havde stue/køkken og sove værelse.
 |
| Brenda's familie's gamle hus. |
Familien Martin og fik en familie, som vi skulle give gaver og lære om gud. Deres hus var mest pinde og plastik, og når man kom ind, var der en ovn, som lignede at den var lavet af mudder. Der var pander stablet, med myrer kravlende på. Der var et lille bord op af væggen med alt muligt mærkeligt på. I det andet rum (Det første kunne man knap stå tre personer i) var der en seng på hver side, og i midten var et meget lille tv i sort/hvid og skærmen blev ved med at flimre. På sengene lå alle mulige ting og over sengene var deres sko og tøj og sådan. De havde også nogle få billeder af familie medlemmer på "væggen". Moren hed Brenda :)
Alle børnene var super søde og de elskede os!
Hver gang en gruppe små piger så mig begyndte de at råbe "Nanna, Nanna, Nanna!!!!" Og så løb de alle sammen hen til mig og ville holde mig i hånden eller have min arm om dem, så det var utroligt svært at gå rundt med 4-6 små piger hængende på mig - men det var sjovt! :D
Og jeg har jo taget Spanish 1, så jeg blev super glad, hver gang jeg kunne svare på et spørgsmål eller forstå hvad da sagde, hvilket jeg kunne overraskende often. Og selv Silvia fra Spanien var overrasket over hvor meget jeg forstod, når jeg lyttede til en af hendes samtaler med en Nica.
Og de små børn hjalp mig også med at lære. Fx havde jeg et sillyband (jeg ved ikke om man kan få dem i Danmark, men det er i hvert fald armbånd der har en eller anden form når man tager dem af) og jeg gav det til en pige (eller rettere, hun prøvede at tage det af mit håndled, og sagde "por favor" :p ). Det havde form somm en and, så hun startede at snakke om det, og jeg lærte ordet for and. :D
Silvia og jeg blev kaldt tvillinger dernede, selvom vi er så forskellige som man kan være næsten. Jeg er hvid og blond og hun er sorthåret og solbrændt (jeg ved ikke hvad man kalder den farve ... tan!). Men vi gjorde al ting sammen, hvilket var meget rart siden hun kunne spansk (Mere end Spanish 1) :)
Vi blev meget gode venner med en dreng som hedder Olvin. Han er sytten år og bor med sin mor og lille søster i et hus de har lejet. Hans mor var syg, så hun har intet arbejde, så pengene familien lever på er dem som Olvin tjener efter skole. Han arbejder fra 1 til 7 hver dag og han får imellem 25 og 40 kroner i timen, alt efter hvor meget der er tjent. Det er de penge familien har at overleve på...
Vi måtte ikke give nogen af folkene i landsbyen mad. Hver dag fik vi sandwiches lavet af mad fra USA, og vi fik masser af snacks, vi kunne tage alt det mad vi ville have. Og også frugt.
Men det ville være uretfærdigt at give til nogen, hvis de andre ikke kunne få noget. Jeg smuglede dog lidt mad ud, jeg kunne simpelthen ikke lade være!
Vi havde en dag, hvor vi ville lave aktiviteter for børnene. Silvia og jeg hjalp til, og vi tog legetøj ned til huset vi skulle gøre det i. En hel del flere børn end forventet kom. Vi var inde i et af de nye huse, det havde ikke brædder på endnu, så solen skinnede lige ind på os. Der var lidt over 100 børn inde i det lille hus (se selv hvor lille huset er på billedet af det færdige hus!!) og de ville alle sammen have legetøj. Vi havde ca. 30 bamser og 30 bøger, men ingen ville have bøgerne, så først gav vi bamserne ud. Så sagde vi, at alle uden en bamse skulle række hånden op, så de kunne få en bog. Det gjorde de også, men de begyndte at rejse sig op og skubbe for at komme hen og få en bog, og de teenagerne havde babyer de pegede på og sådan for at vise at DE skulle have en bog. Og børnene der havde en bamse, fik deres venner til at passe på dem, så de kunne få en bog. De var ikke specielt ærlige... Vi havde bragt resterne fra vores frokost ned, så vi kunne dele dem med børnene, og vi sagde at alle der allerede havde fået legetøj kunne gå ud og få mad. vi tvang dem til at stå på række, og vi de fik lov at vælge mellem sandwich, ananas eller vandmelon, men efter de første ti begyndte de at skubbe så meget at vi delte os op. Jeg havde sandwichene og jeg blev omringet og børnene stod med deres hænder fremme og gav mig gode grunde for, hvorfor lige netop de skulle have en sandwich. Jeg prøvede bare at lukke ørene og give dem tilfældigt, og de gik okay, indtil de så at der kun var få sandwicher tilbage. Da det gik op for dem at det var ved at være sidste chance for mad begyndte de at rive sandwichene i små bitte stykker, så desperate var de!! Det var de hårdeste på hele turen, og efter det, spiste jeg mindre til frokost hver dag, så der var mere til dem.
Men efter at have bygget husene (vi blev næsten helt færdige med alle otte, men gulvene mangler (de har betalt nogle Nicas for at ordne det) gav vi familierne gaver og sagde farvel og sådan. Ved siden af hotellet var der en isbutik, hvor man kunne få nogle meget specielle og rigtig gode ise. De havde en Dansk bananasplit!!! :D Og en Dansk vaffel!! Det stod på skiltet, jeg var meget stolt af mit land :)
Mit kamera blev "væk" så jeg kan ikke vise billederne jeg tog. Det var på hotelværelset på mit natbord, men da jeg ville have det for at tage billeder af den danske bananasplit var det væk ... jeg har lidt på fornemmelsen det måske var hotellet.... Jeg var rigtig ked af at mine billeder var væk, for jeg havde masser af billeder af mine små beundrere.. Det var en skam /: Chuck gav mig hans kamera, som jeg har fået lov at låne resten af året heldigvis, men jeg kan ikke lide det så godt som mit gamle kamera :(
vi tog til den officielle åbning af skolen som min rotary klub havde bygget, og der var en masse mennersker! Mig, rotaryfolk og skolefolk klippede båndet :) Vi havde spil for børnene, når de vandt fik de en billet, som de kunne købe skoleting for, det var en super god ide! Og vi serverede hotdogs og gaterade for alle folkene, der var nok ca. 200. Og der var traditionelle danse osv :)
 |
| Chuck og jeg :) |
 |
| Traditionel dans :) |
Vi tog til markedet, til en vulkan, og så tog holdet hjem. Vores familie blev en dag ekstra, så D. Anne kunne kigge på colleges. Det gjorde vi en hel dag, vi skiftedes til at side på ladet af trucken, det var super sjovt, men også en smule skræmmende på motervejen! Vi tog også til et shoppings center, hvor alt næsten havde Danmark priser (så det måtte være for alle de super rige! Vi ville i hvert fald ikke have noget der!). Det eneste til en rimelig pris var den promkjole som Silvia købte :)
 |
| Den flod de boede ved i Texas :) |
Så fløj vi til Texas, hvor vi boede det smame sted, denne gang i 2 dage. Solen skinnede, og poolen var varmere, og vi lavede ikke meget andet end at sole os (I Nicaragua brændte solen bare, selv Silvia, som er ret brun blev rød! Det havde hun aldrig prøvet før i sit liv, det siger noget om, hvordan det var. Jeg brugte faktor 100 det meste af tiden :) ).
Vi legede med deres små kusiner, og det er jo et ordsprog, der siger, at man kan høre sandheden fra børn og fulde folk. Og den her lille pige sagde til mig at jeg snakker som en abe. Sådan er det.... (Hun snakkede så også ret mærkeligt selv må jeg nok sige. Hun havde den værste Texas accent! Det var ret sjovt (: )
 |
| Siiiiiiilvia! :D |
På vejen hjem skulle vi overnatte i Seattle lufthavn. Den koldeste lufthavn ever (siger en fra Alaska. Så er den virkelig kold!!!) Og jeg havde ingen jakke, for den blev stjålet i Nicaragua sammen med mine penge og mit hævekort. Også fra hotellet haha. Men det var godt nok koldt!!! Jeg lukkede ikke et øje, jeg var på facebook, gik rundt, så Netflix, gik rundt, tjekkede facebook, og var træt. Lagde mig ned og prøvede at sove, men jeg rystede så meget at det kunne jeg ikke!!! ugh!! Klokken 5 åbnede butikkerne endelig, så Silvia og jeg gik på starbucks og fik varmen fra kaffe :) Men vi var ved at misse vores fly pga. det, Ronna var meget stresset, da hun vågnede op og Silvia og jeg var væk ... ups.
Det var så Nicaragua, som jeg tog til takket være Soldotna Rotary.
Maaaan, jeg elsker Rotary!
Men altsaa loerdag tog jeg til frisoeren og fik sat mit haar og ordnet negle med neglelak som aldrig gaar af (JEg har haft det paa i mere end en uge, og det er stadig perfekt ...). og saa klokken 4 kom CHristian og hans morfar (Christian er en af de eneste personer over 16 uden koerekort) til mit hus, hvor vi tog nogle faa billeder. Hans morfar koerte til en bilvask, saa hans truck var paen for prom :D Vi spiste aftensmad hos the Martins paa deres Ranch, Silvia og D. Anne's morfar er en meget god kok, og han havde slagtet en ko for os :) Vi var 12 personer, og det var rigtig hyggeligt. Saa blev vi koert til skolen, hvor vi tog billeder og saa gik vi til promenade. Her er videoen fra promenade:
12:55 for at se mig og Christian gaa (I ved hvorfor jeg gaar lidt maerkeligt)
Lægen tilbød mig noget medicin, men jeg læste på nettet at man kan blive afhænging, det nedsætter ens evne til at reagere hurtigt, man får ofte hovedpine, dårlig mave etc, etc, så jeg sagde nej tak ... Jeg stoppede også med at tage almindelig smertestiller, som jeg har taget i tre uger næsten .... og nu er det faktisk lidt bedre :)
